Lad os få stillet din nysgerrighed!
Artiklen du skal til at læse, er skrevet af (mig)
Line Christensen; Fysioterapeut & Smertespecialist
Gennem den forskning, der er lavet inden for smerteområdet i de sidste par årtier, så kender vi nu langt mere til hjernens rolle i forhold til smerter og vi ved nu at hjernen har en afgørende rolle i forhold til vores smerteoplevelse.
I den her artikel vil jeg gøre dig klogere på hvilken rolle hjernen spiller i en smerteoplevelse – Måske du får dig et par AHA-oplevelser mens du læser med?
Smerter er komplekse, men ikke umulige at forstå
Smerter er komplekse og ikke kun én eller to ting har betydning for om du mærker smerter eller ej.
En smerteoplevelse er en kombination af mange forskellige faktorer. De mange forskellige faktorer kan du læse mere om i artiklen “Tjekliste: Hvor mange måder bliver dine smerter påvirket på?“
.
Men!
Nu stiller vi lige helt skarpt på hjernen – Nærmere bestemt: Hjernens rolle i forhold til smerter.
Hjernen er en utrolig vigtig medspiller i smerteoplevelsen, men det er værd at huske på, at hjernen ikke er den ENESTE medspiller i smerteoplevelsen.
Har du nogensinde fået denne sætning at vide: “Smerterne er kun i dit hoved“? For derefter at skulle lytte til en fag-person forklare, hvordan du skal forholde dig til dine smerter?
Hvis jeg skal være helt ærlig, så ved jeg ikke om denne tilgang nogen sinde har virket – For nogen! Hverken behandler eller folk med smerter.
Det er nemlig en virkelig dårlig (og uhensigtsmæssig) måde at præsentere smertevidenskab på.
Tidligere er jeg endda selv faldet i fælden, hvor personen overfor mig troede/tolkede at det var dét jeg ville frem til, nemlig at smerterne “kun er i dit hoved“.
Men dette er så langt fra sandt, som noget kan være!
Så jeg har lært, at hvis jeg gerne vil igennem med mit budskab med den nyeste smerteteori og hvordan denne kan bruges som behandling, så bliver jeg virkelig nødt til at stille skarpt på de ord jeg bruger.
Nu sidder jeg ikke over for dig i en behandlingssituation, men jeg vil alligevel gerne dele denne viden med dig, så også du kan få en større forståelse af hvad der sker i din krop, når du mærker (længerevarende) smerter.
.
.
“Smerter kommer da fra kroppen, ikke?”
At smerter stammer udelukkende fra kroppen er (desværre) stadig den gængse opfattelse i den brede befolkning og desværre florerer denne tankegang også stadig i vores sundhedssystem. (Hvis du gerne vil have den myte aflivet én gang for alle, kan du læse min artikel “Nej! Dine smerter kommer ikke direkte fra kroppens signaler“)
Jeg forstår denne tanke – Jeg har endda selv tidligere haft denne tanke, inden jeg lærte om smerteteori – Og jeg møder stadig dette spørgsmål igen og igen (altså: “Smerter kommer da fra kroppen, ikke?“).
Det er for mange ren logik at smerterne stammer fra kroppen, for det er jo i kroppen smerterne sidder. Om det så end er i ryggen, i det højre knæ, i venstre skulder, i begge albuer, i den ene lilletå, i nakken eller hvor man nu end har ondt henne.
For mange virker det logisk (og jeg forstår hvorfor) – At kroppen gør ondt, ergo er kroppen ansvarlig for smerteoplevelsen.
Mange tror nemlig stadig at skade og smerte er direkte forbundet. Altså for eksempel hvis du brænder dig på foden, så går der et smertesignal op til hjernen (til et smertecenter), som fortæller, at der altså er noget der gør ondt nede på foden og dette smerte-input vil så få dig til at flytte foden væk fra det, der brænder foden.
Men det er ikke kroppens arbejde at producere smerter. Dette er en opgave for hjernen.
Så prøv at sæt det i kontekst med andre følelser du kan have i kroppen:
- Tror du, at kærlighed stammer fra hjertet, når du mærker dit hjerte banke ekstra hurtigt efter et kys eller et kram?
- Tror du, at tørst stammer fra din mund eller hals, når du får sådan en helt tør fornemmelse i munden eller halsen?
- Tror du, at sult stammer fra din maves rumlen som du hører og mærker?
- Tror du, at sorg stammer fra dine tårekanaler og de tårer der løber ned ad dine kinder?
- Tror du, at glæde stammer fra de muskler som trækker dine mundvige op i et stort smil?
Dette kan lyde helt absurd – Men alligevel er det helt almindeligt at tænke at smerter stammer fra kroppen.
Hvorfor skal følelsen af smerte være anderledes and de 100vis af andre følelser som vi også kan føle som mennesker?
Det er ikke kroppens opgave at producere nogen af disse følelser, men det ér kroppens opgave at videregive vigtig information til hjernen.
Det er derefter hjernens opgave at sortere, udvælge, organisere, planlægge og vælge en passende handling, ud fra alle de tilgængelige informationer, som der er til stede...
Hjernens rolle i forhold til dine smerter
Lad mig lige gøre en ting helt klart:
Når det handler om hjernens rolle i forhold til smerter, så handler det ikke om at sige, at smerterne er uvirkelige, noget du tænker dig til eller noget du finder på.
Det vil svare til at jeg påstår at den glæde du føler ved et godt grin i godt selskab ikke er virkelig, eller at den sult du mærker er noget du tænker dig til.
Så når jeg fortæller om hjernens rolle i forhold til smerter, ud fra den nyeste smerteteori, så vil jeg gerne have at dette står helt klart for dig.
For jeg ved at hvis dette ikke står kniv skarpt i din bevidsthed når du læser om hjernens rolle i forhold til smerteoplevelsen, så kan det virke som om jeg (eller andre, der giver dig samme information), påstår at dine smerter ikke er virkelige.
👉 En smerteoplevelse er altid virkelig, punktum, uanset hvad der har udløst den.
Om det er en vævsskade (f.eks. et brækket ben), en psykisk overbelastning (f.eks. ondt i maven på grund af stress), en sygdom (f.eks. sklerose) eller en smerte, som der ganske enkelt ikke kan findes en årsag til, eller smerter som varer ved (længerevarende smerter), trods den oprindelige skade for længst er helet.
Så nu hvor jeg har slået det fast med 7-tommer søm, så lad mig fortælle dig lidt om hvad den nyeste smertevidenskab har vist i forhold til hjernens rolle i forhold til din smerteoplevelse.
.Hvad er smertens rolle?
For at forklare hvilken rolle hjernen spiller for smerteoplevelsen, så må jeg først fortælle om hele formålet med at mærke smerter.
Smerter er et beskyttelses-system!
Smerter beskytter dig og din krop fra aktuel skade, potentiel skade, forværring af skade eller hvad hjernen vurdere kan være en trussel for din krop eller dig som person.
Smerter er altså hjernens måde at beskytte dig på!
Dette beskyttelses-system fungerer helt efter hensigten ved personer, som kun oplever akutte smerter.
- Er du ved at brænde dig på et varmt komfur er det godt med smerte
- Har du lige forstuvet din fod er det godt med smerte
- Har du brækket dit ben er det godt med smerte
Og så videre, du kan selv fortsætte listen.
Pointen er at hvis din krop har en aktuel skade, en potentiel risiko for skade eller risiko for forværring af skade, så er det godt at kroppen gør ondt – Smerterne får os nemlig til at ændre adfærd.
Smerter får os til at:
- Beskytte området
- Søge hjælp
- Aflaste området
- Undgå at komme i lignende situationer igen
- Og så videre
Så hjernens beskyttelses-system (altså smerterne) virker fremragende efter hensigten! I hvert fald så længe der er tale om de akutte smerter.
Når smerterne bliver længerevarende (kroniske smerter), så er hjernens beskyttelses-system gået lidt over gevind og blevet alt for følsomt.
Dette skaber allodyni, hyperalgesi og generelt en længerevarende smerte. Dette kan du læse mere om i disse to artikler: “Hyperalgesi og allodyni: Her er en forståelig beskrivelse” og “Derfor blev dine akutte smerter længerevarende“.
Tilbage til hjernens rolle i forhold til dine smerter.
Sådan fungerer smerter (i grove træk)
Som sagt er smerter et komplekst sammenspil mellem mange forskellige faktorer. Hjernen forholder sig til tonsvis af information hvert eneste sekund. Langt det meste af dette foregår dog i din underbevidsthed, så du ikke bliver bombarderet med ting du konstant skal tage stilling til.
Herunder har jeg prøvet at lave en hurtig og enkel forklaring af hvad der sker i din krop, når du mærker en akut smerte. Når jeg forenkler det så meget, så går der også information tabt. Hvis du gerne vil vide mere om den proces der sker, ved en akut smerte og hvordan denne oplevelse kan påvirke de næste oplevelser, så vil jeg varmt anbefale denne video, med Lorimer Moseley (videoen er på engelsk), videoen er sjov og let at følge med i: Lorimer Moseley – Why Things Hurt
Akutte smerter:
- Kroppen fortæller “Hey, der er noget hernede på foden der er ved at gå i stykker!“
- Hjernen samler nu en masse forskellig information omkring:
- Hvor på foden det mærkes
- Hvordan det føles
- Hvor vi er henne i tid og sted
- Fra hukommelsen kommer der information omkring lignende tidligere oplevelser
- Hvor vigtig vores fod er for dig og din levevis (f.eks. en fodboldspiller vs. en violinist)
Dette er blot nogle af de tonsvis af informationer, som hjernen forholder sig til på et splitsekund. Alt dette sker uden for din bevidsthed, det eneste du mærker er at din fod gør ondt og det får dig til at gøre noget. F.eks. at stoppe med at træde på den legoklods som ligger på gulvet.
Vi har alle hver vores liv vi har levet, med hver vores oplevelser, erfaringer, minder, forståelse, planer for nutiden og fremtiden og så videre. Så hvilke informationer, netop din hjerne tager stilling til, det vil være forskelligt fra alle andre. Netop derfor er smerter også en individuel oplevelse.
Ud fra alle de tilgængelige oplysninger hjernen har at arbejde med, så tager hjernen altså en vurdering af, at det ikke er hensigtsmæssigt at lade foden blive på legoklodsen med fuld kropsvægt, så du mærker derfor en (pinefuld) smerte, så du lynhurtigt får flyttet din fod.
Når du lige er kommet til dig selv igen oven på denne traumatiske oplevelse, så vil du også opdage at der rent faktisk ikke er sket nogen skade på din fod.
Du har hverken rifter i huden, blå mærker eller en forstuvet ankel at humpe rundt på.
De akutte smerter gjorde nemlig deres arbejde: De beskyttede din krop, takket være din hjerne, der satte denne beskyttelses-mekanisme i gang.
Når man har længerevarende smerter, så sænkes denne “tolerancetærskel” for hvornår dette beskyttelses-system sættes i gang.
Der behøves altså ikke længere være fare for en vævsskade eller en faktisk vævsskade, før smerterne buldrer i kroppen.
Det vil svare til at få ondt i foden bare af at kigge på legoklodsen på gulvet. Hjernen opfatter en potentiel risiko for fare og fordi hjernen er blevet overbeskyttende, så sendes smertesignaler afsted laaaang tid før du overhovedet nærmer dig en truende situation.
Hvad hjernen opfatter som truende, altså hvor meget der skal til for at udløse beskyttelsen (smerter), det er vidt forskelligt fra person til person.
Smerter er et output fra hjernen
Hjernen tager en vurdering og hvis denne vurdering indebærer at vi skal passe på os selv og vores krop, så mærker vi smerte. Så enkelt er det.
Det kan være uendeligt svært at forstå og acceptere, at smerterne er et produkt af hvad vores hjerne mener om vores krop og bestemte situationer.
“Helt ærligt” – Tænker du måske – “Jeg kan jo MÆRKE min ryg gør ondt!” Eller “Jeg kan jo MÆRKE at mine smerter i knæene bliver værre af at gå langt“.
Og dette er ganske korrekt – Hverken jeg eller andre folk, der har sat sig ind i moderne smertevidenskab, sætter spørgsmålstegn om HVORVIDT du har ondt eller ej.
Det, der er essensen her, er at det er din hjerne, der producerer oplevelsen af smerte for dig, på lige fod med alle andre følelser du kan mærke i din krop.
Som jeg har prøvet at vise på denne lille illustration herunder, så er smerter ikke noget der kommer ind til hjernen (input), smerter er noget der går ud fra hjernen (output).
Det der kommer ind til hjernen, er tonsvis af informationer, det der kommer ud, er hjernens respons på disse indkomne informationer.
Din hjerne gør sit bedste for at beskytte dig og din krop bedst muligt. Nogle gange er det bare ikke så hensigtsmæssigt, det hjernen så foretager sig. Nogle gange er det yderst hensigtsmæssigt. Det kommer selvfølgelig an på den enkelte situation.
At smerterne er et output fra hjernen, er for mig en god nyhed – Det betyder nemlig at man har alverdens muligheder for at arbejde med disse smerter. Helt bevidst, helt selvstændigt, helt uden bivirkninger og ofte med virkelig gode resultater.
En af disse måder er at lære mere om smertevidenskab, som du er i gang med når du læser med på min hjemme her. Viden om smerter, er behandling af smerter.
Hvis du vil vide mere om min tilgang, så tag et kig i artiklen “Terapeutisk Smerte Undervisning – Hvad det er og hvordan du kan bruge det til dine smerter“
Kroppen er stadig en vigtig medspiller i det samlede smertebillede!
Her er lige et par hurtige fakta til dig:
- Ja, det er din hjerne der står for at producere smerteoplevelsen
- Nej, du ville ikke mærke smerter hvis din hjerne bliver slået fra (narkose er et pragteksemplar på dette)
- Ja, din hjerne bearbejder mere input end man først lige tror og næsten alt kan have indvirkning på en smerteoplevelse
- Ja, din hjerne kan tænde og slukke for smerteoplevelsen uafhængigt af hvad der sker i kroppen
- Nej, smerter er ikke noget du tænker dig til
Men midt i alt denne hjernesnak omkring smerter, så er det vigtigt at anerkende at kroppens tilstand/vævets tilstand/nervesystemets tilstand stadig har en indflydelse på det samlede smertebillede også når det kommer til længerevarende smerter.
Moderne smertevidenskab har lært os to meget vigtige pointer, nemlig:
- Skade er ikke altid lig med smerte
- Smerte er ikke altid lig med skade
Du kan altså godt have en skade, uden at have ondt (f.eks. en soldat der ikke mærker han bliver skudt i benet i kampens hede, eller det blå mærke på dit lår, som du ikke aner hvor kommer fra).
På samme måde kan du have smerter uden at have en skade (f.eks. fantomsmerter, hvor man slet ikke har den legemsdel der gør ondt, eller at du får ondt af at træde på en legoklods trods din fod, ikke fejler noget efterfølgende).
Hvordan vores nervesystem kan ændres ved længerevarende smerter, det er en længere smøre og faktisk ret kompliceret. Jeg har endnu ikke knækket koden til hvordan jeg skal forklare dette på en enkel måde og helt ærligt så hører det til i en artikel for sig selv.
Men vid dette:
Trods det er hjernen, der står for at producere selve smerteoplevelsen, så er signalerne fra din krop langt fra ubetydelige.
Når du har længerevarende smerter, så er sammenhængen mellem dine smerter og tilstanden af dit væv dog betydeligt mindsket.
Det vil sige, at dine smerter altså ikke nødvendigvis er lig med at du konstant er ved at gå i stykker eller dine smerter er tegn på skade! Nærmere at din hjerne har skruet op for fuld hammer for beskyttelsen, så meget at det er uhensigtsmæssigt.
Vores nervesystem er plastisk – Det vil sige, at det er i stand til at forandre sig.
Når det kan forandre sig til det dårligere (altså længerevarende smerter), så kan det også forandre sig til det bedre.
Uha det var en ordentlig omgang! Her får du lige en kort opsummering

Har du også en lille nørd gemt i dig?
Så tag et kig på siden Referencer. Der finder du links til de videnskabelige artikler, der ligger bag indholdet her på siden.
Du kan også finde links til masse andet godt fra smertevidenskabens verden.
Vil du vide mere?
Værsgo’: Herunder får du de 3 nyeste artikler
Hvad er Terapeutisk Smerte Undervisning?
Er du mon lige stødt på konceptet "Terapeutisk Smerte Undervisning™️"? Så får du i artiklen her et overblik over hvad det er, hvad [...]
Hvad er forskellen på Håndtering og Behandling af kroniske smerter?
Når du har kroniske smerter, så har du 100% også hørt om både 1) Smertebehandling og 2) Smertehåndtering (eller håndteringsstrategier eller mestringsstrategier [...]
Almidelige misforståelser om smerteforståelse som behandling af kroniske smerter
Hvis du klør dig i nakkehårene når jeg fortæller dig, at du kan behandle dine kroniske smerter med VIDEN - [...]